onsdag den 4. juni 2014

Pluk nu den høne (muslimer)


Overskriften siger jo egentlig det hele. Vi står med et kæmpe problem herhjemme i Danmark. Faktisk betyder dette problem at vi løber ind i flere ”under-problemer”, og det er måske bedst at starte med de små. Problemet som jeg ser det, er indvandrende/muslimerne.

Det skal selvfølgelig lige siges fra start, at det ikke er alle som har dette problem, men desværre er der mange som bare lever under den uden at gøre noget. ” Man hænger ikke sit beskidte vasketøj offentligt til tørre”, et ordsprog som skaber ufattelig mange problemer, og som skaber et parallelsamfund som siger noget. Personligt har jeg hørt det mange gange, især når jeg er ude i de offentlige fora, med kritik til mine egne trosfæller. Efter at have rettet mig ind i en tid, er det på tide at sige stop igen, det vil jeg ikke finde mig i. Hønen skal plukkes, og den skal plukkes offentligt. For ingen er tjent med falske udsagn om at, ” vi skal nok løse det internt”. Tja! Spørgsmålet er hvornår?

Falske løfter, falske forhåbninger og fordrejninger af sandheder sker hver evig eneste dag. Især fra den ældste generation. Efterkommerene siger bare ja, og retter sig ind. Hvor bliver selvrespekten, uafhængigheden og ikke mindst troværdigheden henne? Vi er blevet til et folkefærd i folkefærden som er total stumme. Vi kan KUN råbe op, når vi mener at nogen træder islam og muslimerne over tæerne. Så bliver vi pludselig til én enhed. Hvor hyklerisk!

Folk der aldrig har brugt 2 minutter af deres liv på at bede, folk der 24/7 står med en joint i hånden, folk der konstant er på udkig efter næste røveri, taler pludselig på muslimernes og islams vegne. I disse dage råber nogle af disse op om, at det krænker hvis der står >Muhammed< på Coca-Cola flaskerne. Pludseligt er det krænkende for muslimer og islam. Hold da op!

Det er på tide at vi unge muslimer står op af vores tunge søvn og siger stop til alt dette. Vi skal ikke sige stop til islam, men vi skal sige stop til de grupperinger som styrer os til alle sider. Kaldet til Islam, som mange politikere er bange for at kritisere, fordi de er bange for hvad de kan gøre dem af ondt. Stop nu med de skrækbilleder kære nyhedsmedier. Kaldet til Islam er en flok unge drenge, som er forvirret og ikke ved hvad der sker i verden. De ”repræsentere” islam, men kalder til, at det er HARAM at gå i skole i Danmark, fordi mænd og kvinder er i samme rum. Hvor seriøst skal sådanne mennesker tages?

Eller for den sags skyld Grimhøjmoskeen. Man skaber et skrækbillede om den, børn og voksne i Aarhus er bange for at komme i nærheden af grimhøjvej, selvom der er nogle børn som engang i mellem laver lidt rag i den der. Beskyldninger om rekruttering af unge til Syrien, er ikke noget moskeen gør, tværtimod. Dog efter en hård og svær researche, har jeg fundet ud af det PET og medierne ikke har fundet ud af. Nemlig hvem der står bag disse rekrutteringer. Min mange timers søgen om denne mand har vist at han engang i mellem besøger moskeen, men han har ingen funktion i den som sådan. Det er en forvirret ung dreng, som hjernevasker ligeså forvirrede drenge til noget de intet aner om. Navnet på denne unge mand, vil jeg ikke offentligt fortælle, da jeg ikke vil bringe hans sikkerhed i fare.

Hønen skal simpelthen plukkes, og det kan ikke gå for langsomt. Mange steder er efterkommere af flygtninge og indvandre nået 4. og 5. generation. Hvis vi ikke sikre deres fremtid, ved åbent at tale om problemerne, og løse dem, vil vi i 10 generationer frem stadig diskutere og skændes om de samme ting. I private ramme, er vi så gode til løsningsforslag til de mange ting som sker i miljøerne, men når offentligheden kigger med bliver vi tavse. Vi bliver generte og får røde kinder, noget kun små børn gør når de har gjort noget de ikke må.

Der er brug for at plukke en masse høner, og på samme tid sluges nogle kameller, for uden det vil vi ikke komme videre. Igen så kaldet til islam ikke bruger denne blog ud af dens kontekst, så opfordre jeg ikke til at man skal gå i mod islam. For jeg er selv muslim, og stolt over at være det, med alt hvad min religion indeholder. Samtidig vil jeg sige til de ikke muslimske læsere, tro ikke på alt hvad i høre om islam, hvis i ikke har fået det bekræftet af en lokal imam, for mange ting siges og fortolkes ud af kontekst. Det jeg opfordre til er at man begynder at snakke, gå i dialog, kom med løsningsforslag og arbejd med disse.
 
Danmark er vores hjem, vi er en del af dette samfund, men vi agerer som fremmede og derfor bliver vi behandlet som fremmede. Egentlig, så er det en fair løsning, for vi har selv bedt om den!!!
 
Mohammad Sabah Ahmad