mandag den 5. maj 2014

Akkari, en djævel forklædt som en frelst engel. Part 2




"De hvide løgne"


Når man står fysisk med Akkaris bog ” Min afsked med islamismen”, er der mange følelser der spiller ind. Et er, det som Akkari så ofte har sagt i medierne, hvor modtageren ikke altid fanger budskabet, og hvor Akkari selv ikke har tid til at ytre sin fulde holdning og mening. Et andet er at stå med et styk materiale, som der er arbejdet på i flere måneder. Her er der ikke plads til de store og små fejl, og her kan disse misforståelser ikke beskrives som forglemmelser.
I dette indlæg, vil jeg komme ind på et emne, jeg vil for ikke at støde nogen kalde dem ”De HVIDE løgne”. Det er op til læseren selv at fortolke hvad jeg mener, men kort sagt, så er det nogle af løgnene jeg tager fat om. 
Lad os egentlig bare starte ud, med starten, nærmere bestemt side 17 i bogen. ”To af dem, der fejrede angrebet den dag, var Abu Bilal og Abu Khaled, som siden er blevet imamer i moskeen på Grimhøjvej”. Her referere Akkari til at man i det muslimske miljø fejrede angrebene d. 11/9-2001. Jeg vil lade min tvivl komme til gode og gå med til at der måske var nogle der fejrede disse angreb, men noget jeg ikke kan kigge hen over er at der påstås at Abu Bilal og Abu Khaled sidenhen er blevet imamer. Det skal lige for en god ordens skyld nævnes, at Abu Khaled var medstifter af Grimhøjmoskeen tilbage i 93, og har været fungerende imam siden, Abu Bilal blev imam i 96.
Vi bliver ved Grimhøjmoskeen, denne gang er der sket en ”fejl” ved både navnet og posten på en af de mennesker som kom i den moske. Abu Nazih, bliver han kaldt i bogen. Akkari gør et stort nummer ud af at han kender dem, og var respekteret af det muslimske miljø. Efter en hård søgen på Abu Nazih og nøje efterforskning fandt jeg ud af dette: Manden hedder ikke Abu Nazih og har KUN været bestyrelsesmedlem nogle få gange, og ikke som bogen siger formanden, som nægtede Akkari at prædike i den moske. Nazih som han faktisk bare hedder, eller Abu Mohammed som han er kendt som, mødtes jeg med, her fortalte han, at han aldrig har været formand, og at han samtidig aldrig har nægtet nogen at prædike i moskeen. Derudover arbejde Nazih i udlandet da Akkari var på sit begynderstadie som imam. Han tilføjede også at han kun havde hørt Akkari prædike nogle få gange, da han var tilbage i Danmark for at besøge sin familie, og i den periode var han kun gæst og ikke en ledende figur på Grimhøjmoskeen.
Lidt videre i bogen og omkring s. 123 skriver Akkari om en mand ved navn Naser Qasimi, han bor i Gellerupparken, og for at gøre det troværdigt skriver Akkari faktisk hele mandens adresse. En ting han ved en ”fejl” glemmer, er elevatoren. Her siges der at Naser Qasimi sjælendt gik ud hjemmefra, fordi manden er lam i begge ben og på krykker. Det er hårdt for Naser Qasimi at gå op og ned af trapperne og gik kun ned fra 5.etage hvis det var nødvendigt. I en telefonsamtale siger Naser Qasimi til mig, ”jeg har undervist på Lykkeskolen i ca. 20 år, jeg gik ud klokken 7 morgen og kom først hjem sent om eftermiddagen. Derudover har der altid været en elevator i den blok jeg boede på”. Og tilfølger ”enhver i Danmark burde vide, at de fleste bygninger med over 3 etager, er der koblet en elevator til, så hvis Akkari har taget trapperne hver gang han var på besøg hos mig, må der være noget galt med den mand”.
Nu vi er ved skoler og undervisere, så nævner Akkari en masse om både Lykkeskolen, men også Selam Friskole. To muslimske-friskoler i Århus, som han har undervist i. Noget virkelig opsigtsvækkende er et citat på s.138, ”Der blev bedt de obligatoriske fem gange om dagen (..)”. Hvis jeg ikke kendte Akkari, vil jeg tvivle på han overhovedet var muslim eller imam. For enhver ved at de 5 obligatoriske bønner om dage har bestemte tidspunkter, og i en skole som har undervisning fra 8-15 kan der muligt ske, selv ved et tilfælde at de 5 bønner indtræffer i dette tidsrum. Kun middags bønnen kan forekomme, som tidligere elev på Selam Friskole kan jeg sige, ja vi bad bønnen, men aldrig blev vi tvunget til det af nogen, selv ikke Akkari. Derudover siger Akkari som havde første arbejdsdag i januar 2003 på Selam Friskole, at der hang et kæmpe billede af Mekka fra væg til væg. Her må jeg indrømme at Akkari har set syner. Jeg har selvfølgelig kontaktet min gamle lærer, for som jeg husker Selam Friskole så havde vi elever i de ældste 3 klasser et temauge, verdensborger handlede det om, hvis jeg husker rigtigt. Det jeg til gengæld tydeligt husker var at vi faktisk malede den store væk til et stort verdenskort, og tegnede flagene på de lande som blev inddraget i ugen. Det bekræfter min lærer dengang Nuri, og tilføjer at det skete i år 99 eller 00. Altså 3-4 år før Akkari gjorde sin entre på skolen. Min klasselærer Tom, bliver såmænd også nævnt i bogen, dog uden navn på s 140. Her siges det at min dansklærer blev presset til at sige op, fordi han havde inddraget nogle aviser ind i hans klasselokale og at det var blevet opdaget. Jeg har talt med Tom, mange gange og aldrig har han sagt noget negativt om Selam Friskole, selv flere år efter vi begge forlod skolen. Jeg har ikke kunne få kontakt til ham, men har fået bekræftet af min lærer Nuri, at Tom selv sagde op, fordi han havde fået en stilling som skoleleder i en kristen-friskole.
Ofte mens læsningen har varet på, har jeg undret mig over at ”SÅ” ligegyldige ting, bliver nævnt i små hvide løgne. Alene i den første del er der rigtig mange af disse eksempler, det skal lige siges, at den første del ikke omhandler muhammed-krisen i nu.
Mener du, at det er Okay at der er så mange ”fejl” i bogen?
Giver det dig en smag af troværdighed, når der er disse fejl?
Kan/må en SELVBIOGRAFI være fyldt med ikke eksisterende tilføjelser for at gøre den mere spændende?
Disse spørgsmål kunne jeg godt tænke mig, at i som læsere/med- og modstandere af Akkaris bog tænke over. Ikke blot Akkaris bog, men generelt hvilken som helst selvbiografi.

 
Næste indlæg: Flere "hvide løgne", Seksualundervisning i Akkaris hjem, Akkaris rolle i de muslimske miljø.
 
 
Akkari gør skaden GO, med en undskyldning


2 kommentarer:

Anonym sagde ...


Spørgsmålet om hvorvidt det er "OK" at der er så mange fejl i bogen, om det med dette giver en smag af troværdighed, eller om en selvbiografi kan/må være fyldt med ikke-eksisterende tilføjelser, hvis hensigt er at gøre det mere spændende - Selvfølgelig er svaret "Nej".

Men kan en selvbiografi overhovedet siges at være sand eller være en skidring af et virkeligt liv objektivt?… Det lærer man på gymnasieniveau er utroværdigt. Selvbiografi skrives alt efter hvilket "subjektivt" syn man har på sit liv. Altså havde Akkari skrevet bogen for 10 år siden havde den set anderledes ud. Intet kan dokumenteres værende fuldkommen sandt bare fordi den fortællende formidler det i en bog. Det samme gælder Hassans digtsamling! I Danmark har vi altid lært at poesi er fiktion. Men det gælder åbenbart ikke for Hassans poesi. Det er pludselig blevet en form for faktum. Jeg synes man skal kigge kritisk på hvilken genre man har at gøre med, om det så er Hassan, Akkari eller Thomas og Peter der er formidleren. Blot fordi Akkari og Hassan har en holdning der sælger i det danske mediebranche er det ikke ensbetydende med at bevidst vælger at se bort fra hvilken baggrund de begge har haft, hvordan man psykologisk fortolker deres identitetskrise/personlige rejse, og hvordan dette har præget deres subjektive fortælleform.

Man kunne sagtens finde langt flere eksempler end dem du selv nævner, eller endda skrive (endnu) en bog om løgn og fiktion i både Akkari og Hassans bøger, men er det måske ikke lidt på tide at man ser på værkerne med, de ellers sædvandlige, (danske) kritiske briller?..

Anonym sagde ...

Spørgsmålet om hvorvidt det er "OK" at der er så mange fejl i bogen, om det med dette giver en smag af troværdighed, eller om en selvbiografi kan/må være fyldt med ikke-eksisterende tilføjelser, hvis hensigt er at gøre det mere spændende - Selvfølgelig er svaret "Nej".

Men kan en selvbiografi overhovedet siges at være sand eller være en skidring af et virkeligt liv objektivt?… Det lærer man på gymnasieniveau er utroværdigt. Selvbiografi skrives alt efter hvilket "subjektivt" syn man har på sit liv. Altså havde Akkari skrevet bogen for 10 år siden havde den set anderledes ud. Intet kan dokumenteres værende fuldkommen sandt bare fordi den fortællende formidler det i en bog. Det samme gælder Hassans digtsamling! I Danmark har vi altid lært at poesi er fiktion. Men det gælder åbenbart ikke for Hassans poesi. Det er pludselig blevet en form for faktum. Jeg synes man skal kigge kritisk på hvilken genre man har at gøre med, om det så er Hassan, Akkari eller Thomas og Peter der er formidleren. Blot fordi Akkari og Hassan har en holdning der sælger i det danske mediebranche er det ikke ensbetydende med at bevidst vælger at se bort fra hvilken baggrund de begge har haft, hvordan man psykologisk fortolker deres identitetskrise/personlige rejse, og hvordan dette har præget deres subjektive fortælleform.

Man kunne sagtens finde langt flere eksempler end dem du selv nævner, eller endda skrive (endnu) en bog om løgn og fiktion i både Akkari og Hassans bøger, men er det måske ikke lidt på tide at man ser på værkerne med, de ellers sædvandlige, (danske) kritiske briller?..