søndag den 11. maj 2014

Akkari, en djævel forklædt som en frelst engel. Part 3



-        ”De hvide løgne”


Vi slap hinanden sidst, med at jeg nævnte nogle af de små hvide løgne. I dette afsnit, tager jeg fat i nogle flere. Den sidste ”fejl” som blev nævnt i Part 2, var friskolerne og deres roller, selvfølgelig ifølge Akkari selv. Vi bliver i de baner, og det er lidt sjovt at Akkari kan huske et langt digt han skrev, i den første tid han var i Danmark, men ikke kan huske årsagen til at han ikke mere er lærer på Selam Friskole. I bogen, giver Akkari udtryk for at han sagde op, for at undervise på en anden skole i Odense. Hukommelsen må siges at være meget sløret for Akkari, for den egentlige grund til at han ikke er at finde på Selam Friskole er simpelthen en fyring. Efter Akkaris første rejse til Mellemøsten for at opildne til had mod Danmark, fik han en advarsel fra Selam Friskole, da rejse nummer to var på trapperne. Han fik at vide at han ikke måtte holde fri, Akkari valgte ikke at følge instrukserne, og derfor ventede der ham en fyrring seddel da han var landet i Danmark igen.

Dette tager os faktisk allerede videre til endnu en fejl i bogen. Nemlig Akkaris egen rolle. Vi er rigtig mange i Danmark som kender Akkari, som talsmanden for den delegation som drog ud i den muslimske verden. Alligevel giver Akkari flere gange udtryk for at han var tilbageholdent. Dykker man ligeledes ned i avisartikler og gamle nyhedsudsendelser, kan man tydelig finde ”fejl” med de datoer Akkari nævner i bogen og hans egen rolle.

Det er ligeledes komisk at se hvordan han gang på gang fremhæver nogle få mennesker som var fortaler for krisen. Han glemmer bare at nævne alle de foreninger og mennesker som var i mod Akkaris strategi. I bogen bliver en lille gruppe nævnt som ”arbejdsgruppen”, med henblik på at det er hvad de blev kaldt. En af disse fra denne gruppe nævnes ikke i bogen overhovedet, han fortæller om hans rolle, og Akkaris over en telefonsamtale.

”Akkari var aldrig tilstedet til vores møder. Han sad altid udenfor og lavede alt mulig andet, ligeså snart der var journalister og kamera på, så vil han gerne frem i lyset. De få gange han deltog, var da han (Akkari) og Raed kom med en mappe. Den var fyldt med karikaturbillederne af profeten Mohammed. Problemet er bare at der også lå nogle som ingen havde set før, og nogle år efter, fik jeg at vide at Akkari havde kommet til at tale over sig, og havde sagt, at han var bagmanden bag de falske Mohammed-tegninger. Den forening vi repræsenterede havde 34 andre foreninger bag os, hvor de andre kun havde dem selv eller nogle få. Vi var stor modstandere af at man skulle uden for landets (Danmark) grænser og fortælle om konflikten. Vi havde håbet på en anden løsning, og vores forslag var, at melde avisen. Det blev aldrig til noget konkret, pga. Akkari og Raed og deres måde at vil skabe had på.”

Denne mand var repræsentant for de tyrkiske foreninger i Danmark, og har valgt at være anonym, da han i dag, ikke vil koncentrere sig om den konflikt mere, og til højde for hans arbejde. Det skal også siges at dette er påstand mod påstand, og at vi sikker aldrig finder den rette sandhed.

En af de helt frygtelige ting som bliver nævn i bogen, er Sharia-domstole. Akkari skriver at her kunne imamer dømme lige fra om en kvinde måtte læse i en avis, til mordsager. Da Akkari var imam, var han på ingen måde som han selv giver udtryk for respekteret af miljøet. Han blev anset for at være en lille dreng, som måske havde en fremtid, men aldrig en person, man ønskede at høre hans mening. Hans store ego, her-kommer-jeg og jeg-ved-bedst attitude gjorde at mange mennesker helst vil undgå at komme i snak med ham. Derfor er det også langt ude at han påstår, at fik opkald dagligt og at muslimer søgte tilflugt for at spørge ham til råds. Tilbage til disse Sharia-domstole, jeg vil gerne gå så langt og tro på at imamer blander sig i om en kvinde må læse avis. Igen, så har jeg aldrig hørt om dette, eller kan forstille mig at det findes overhovedet, med hvad med mordsagerne. I bogen gives der udtryk for at enkelte mordsager aldrig nogensinde er kommet for retten, eller at politiet har kendskab til dem. Her vil jeg tillade mig at sige, ”tror man på den påstand, så er man godt nok naiv”. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre i Danmark at en person bliver dræbt og begravet uden at myndighederne får en mistanke. Er der ingen mennesker der vil savne denne person(er), arbejde, skole, sagsbehandler, venner, kollegaer osv osv.

Dette er en hån fra Akkaris side til vores velfungerende retssamfund, og det skal bestemt ikke tillades. Hvad Akkari egentlig kalder for Sharia-domstole, findes faktisk, men bare ikke med dette begreb. I Aarhus hvor jeg kommer fra findes en gruppe af imamer som samles en gang om ugen, som hedder ’rådet for sociale problemer’. Her kan man søge råd, efter den islamiske levevej. Dog på intet tidspunkt at deres råd en såkaldt dom. Rådet er hverken gyldig, og man bestemmer selv om man vil følge hvad der bliver sagt eller ej. Det fungere akkurat som hvis en kristen, søger råd hos en præst, eller hvis en søn søger rådgivning hos sin far. Intet er som skrevet bindende eller ulovligt.

Akkari nævner også at Abu Laban i sin levetid har fungeret som bindeled mellem to familier. Hvor den ene familiemedlem som fungere som vagt, kom til at dræbe en fra en anden familie. Politiets efterforskning endte med at vagten blev frifundet for drabet. Den forurettede familie var ikke tilfreds med afgørelsen, og imamen blandede sig ifølge Akkari. Begge familier havde det fint med at Abu Laban skulle hjælpe med at løse konflikten, og her blev hans afgørelse at, manden som havde dræbt skulle betale nogle blodpenge og at hans familie skulle flytte ud af København. Jeg kan godt være enig i at man ikke skal blande sig som imam har gjort i denne situation, set fra den anden side endte situationen jo fornuftigt. Havde imamen ikke blandet sig, vil den forurettede familie taget sagen i egen hånd og gjort gengæld. Pointen er at det nogle gange kan være fornuftigt at imamer tager sagen i egen hånd, og hjælper så længe begge familier eller rettere begge parter er indvilliget i at imamens afgørelse skal følges og respekteres.

De seneste uger, har nogle kritikere spurgt til, hvad formålet med disse indlæg er. Her er svaret, ikke at skabe forvirring, men faktisk oplyse. De mange ”fejl” som findes i bogen, og den angribende tilgang bogen har, gør at man fra ikke muslimers side, kan få et billede af islam og muslimer som ikke er helt korrekt. De fejl jeg har pointeret er faktisk nogle som man selv kan undersøge og få bekræftet, der er alligevel mange flere som kun folk fra miljøet kan nikke genkendende til, og dem har jeg undladt, da det ikke kan bevises sort på hvidt. Grunden til at jeg mener at det er vigtigt at oplyse om disse såkaldte hvide løgne, er at hvis man kan ”fejle” i så små og ligegyldig ting, er det store billede også sløret, ikke 100% troværdig og til en stor grad påvirket af had og gengæld.

I det næste afsnit, vil jeg pointere nogle af de gode ting i bogen. For ikke alt hvad Akkari siger er løgn. Selve budskabet med at bekæmpe/oplyse om de ekstreme er jeg enig i. Det er fremgangsmåden som gør at jeg ikke står og klapper af Akkari. En anden ting som gør at jeg ikke er tilhænger af Akkaris metode, er den hævn han kommer tilbage med, skyder med skarpt, uden at tænke over at de 8 år hvor han har været væk er ikke kun han blevet ændre, men hele samfundet og den måde tingene fungere på. Jeg vil ligeledes komme med nogle forslag til hvordan jeg mener, at man kan løse disse problematikker som Akkari og medierne de seneste lang tid har nævnt.

Ingen kommentarer: